31 okt 18.48
Det er bælgmørkt udenfor,
en af skuespillerne stillede sig op på en stol for at nå uret for at stille uret en time tilbage,
chokket over vintertid er ved at have lagt sig nu,
men jeg er stadig kun ved at forstå at min aften her i stearinlysets skriveskær allerede kan starte klokken kvart i 6.
Jeg famler mindre i mørke nu, end jeg gjorde for et par uger siden.
For 2,5 uger siden vidste jeg ikke, hvor jeg skulle møde op, indtil forestillingslederen svarede på min sms
instruktøren havde ikke set min e-mail fra om torsdagen
mandag morgen mødte jeg altså op og mødte forestillingslederen og instruktøren,
ingen af dem har jeg krammet endnu,
men i dag spurgte forestillingslederen mig om jeg skulle være fuld i weekenden
et par minutter tidligere så instruktøren mig i øjnene og sagde tak for denne uge,
en times tid tidligere grinede vi alle af den allerførste rigtige fejl, jeg har lavet under prøverne, og alle forsikrede mig om at deres latterudbrud bare var for sjov,
et par timer tidligere ønskede jeg en af skuespillerne tillykke med fødselsdagen i morgen,
tidligere havde en anden skuespiller nævnt at de booker et bord på tirsdag eller fredag og alle er meget velkomne,
Jeg ved godt, jeg også er velkommen
men jeg famler mig vej socialt
fagligt er jeg ved at være der.
Jeg er ved at fatte at når instruktøren siger, jeg skal være videoregistreringsqueen, så er det muligvis det eneste, jeg skal være queen over,
så jeg er videoregistreringsqueen og så lidt ekstra når jeg kan finde noget andet at hjælpe med,
jeg tør godt gå ned til den ikoniske skuespillerinde på 74 og fortælle hende, hvornår hun skal rulle det lange brudeslør op, og til hvilken side, hun skal lægge det fra sig
jeg tør godt være stille i selskab med lyddesigneren, der fortsat er imponeret over at jeg kan afvikle i Qlab
jeg tør godt sende instruktøren et moodboard, jeg har lavet uopfordret med risiko for at hun synes det er spurgt,
jeg er ved at blive en person, instruktøren regner med kan finde ud af mange forskellige ting
jeg er ved at blive en person, instruktøren fejrer en fantastisk slutning med
jeg er ved at opbygge en form for pingpong med signaløren, en person hvis
job, jeg aldrig havde hørt om og som kun eksisterer på det kongelige teater åbenbart,
jeg er ved at blive en go-to person for skuespillerne, når de ikke ved, om deres exit er i konge- eller damesiden, eller de har glemt på hvilken publikumsrække, de skal gemme sig i i scene 9
jeg ved hvor jeg skal skaffe en karaffel med danskvand til instruktøren
og jeg ved, det er komælk, der skal i hendes cortado,
jeg ved, at dramaturgen læser med i de prøvenotater, jeg sætter ham cc’et på efter hver arbejdsdag,
jeg har lært, hvad kabuki betyder og kommer til at hviske det til min sidemakker hver gang et scenetæppe falder ensartet ned i en emil rostrup-forestilling
jeg har lært, hvad en signalør er
jeg har lært, at en kongelig-teater-instruktørassistent er en blanding af en sufflør, en forestillingsleder og en fix+foxy-instruktørassistent
jeg har lært at holde min kæft og lade være med at cue når en skuespiller leder efter en replik, fordi der er en sufflør, som har finpudset sin teknik i tyve år
jeg har lært at det er godt at jeg nogle gange bare afspiller lyd, selvom instruktøren ikke har bedt mig om det
det vidste jeg godt i forvejen
jeg har lært at jeg kommer til at afspejle mit eget parforhold i de fiktive karakterer på scenens, og jeg har ikke endnu lært hvordan jeg lige dealer med det,
jeg har lært hvordan referencer til film, podcasts, bøger og tv-serier er en gigantisk og uundværlig ressource i et prøveforløb hvor man arbejder med karakaterer, der rent faktisk har en psyke og en dramaturgisk bue, og jeg har fortsat gigantisk optur over at den del af min personlighed pludselig bliver set som selvfølgeligt værdifuldt og ikke bare popkulturs-smart,
jeg har lært at lægge mærke til detaljerne i bøjede og strakte knæ,
jeg har lært, hvordan det er en god idé at skabe et meget konkret samtalerum for forskellige typer af kys når man har en intimscene, der skal koordineres
jeg har lært, at man kan skrue op for mængden af mælk i kaffeautomaten på 3. sal, men kun når man skal have chokomilk, ikke når man skal have cappuchino,
jeg har lært den letteste vej til Store Prøvesal
jeg er stadig ved at finde ud af, hvordan jeg kan eksistere i min private personlighed samtidig med min faglige
her, i et arbejdsrum hvor de andre kender hinanden og hvor jeg ingen autoritet har til at starte en samtale eller til at komme med inputs i de andres fordi måske starter prøven om lidt og for alt i verden vil jeg ikke være uprofessionel,
jeg er i tvivl om grænsen mellem privat og professionel,
her, i et arbejdsrum hvor nogen er meget private og andre ikke er det, og de fleste skal til julefrokost d. 12. december men der er min praktik jo ophørt så jeg ved ikke, om jeg er inviteret
her, i et arbejdsrum hvor ingen ved hvor sjov jeg egentlig er,
her, i et arbejdsrum hvor jeg er ny
her, i et arbejdsrum hvor jeg føler jeg assisterer en 5 år ældre udgave af mig selv,
som jeg ser op til
som jeg er intimideret af
som jeg vil være venner med
som jeg griner meget højt med, når en af skuespillerne er usandsynligt sjov for fjerde gang den scene
som er langt dygtigere end jeg er
som også har slået op med sin mentor
som er langt mere magtfuld, end jeg er
som kalder mig for ”en knag” og får mig til at smile og tænke at fremtiden er umulig at spå om
Category: Writings
-
-
Her til aften cyklede jeg fra stationen i Roskilde ud på de små veje ved det gamle psykiatriske hospital. Jeg havde fået en billig billet til forpremieren på en danseforestilling, fordi jeg kender producenten. På et tidspunkt kunne jeg skimte Roskilde fjord bag træerne foran mig, og tænkte igen over, at jeg aldrig nogensinde har set Roskilde fjord. Da forestillingen sluttede forstod jeg ikke, at den allerede var forbi, men det var måske fordi jeg var i chok over den sang, der afrundede danseperformancen. Det var La Nuit, fra filmen Les Choriste, som jeg aldrig har oplevet at nogen kendte, udover min søster og jeg. For nu er vores bedsteforældre døde, og faktisk har jeg kun hende at dele mindet med, om at tage i biografen i Værløse uden at vide hvilken film, vi skulle se, og blive lidt lang i betrækket da den begynder og er på fransk og foregår på en kostskole i gamle dage, og slutscenen når de kaster kærlige papirsfly udover korlæreren, der alligevel blev fyret i sidste ende for at være for progressiv, og hvordan jeg blev så rørt. Måske græd og græd jeg? Det husker jeg ikke. Jeg føler, jeg gik ved siden af manden, der ser op af kostskolens mure, op til vinduerne hvor eleverne sender dem afsted til ham som en tak og en afsked.
Jeg plaprede til både producent, scenograf og hende hvis navn jeg stadig ikke kan huske, men som aede min kind da jeg fortalte om at genkende sangen. Så cyklede jeg af de samme øde veje, dem som ambulancer og bekymrede familiemedlemmer må have kørt på, i gamle dage da det var et sindssygehospital, og jeg kiggede op på månen der stadig var mørkegul selvom blodmånen er flere dage siden, og lyttede til soundtracket og genkendte de franske ord jeg aldrig har vidst hvad betyder, og som er lige meget, og huskede at jeg hørte dem i en natbus, en nat-shuttle, da Freja og jeg kørte fra Sapa til Vientiane, fra Nordvietnam ned igennem Laos, og mørket var overalt indtil det lettede og de grønne rismarker var blevet til rød og fugtig jord. Gad vide om Freja husker det.
Gad vide om Luna tænker på Les Choristes, jeg vil spørge hende i morgen til fødselsdagen, men jeg er bange for at græde, for jeg har grædt meget denne uge og kan næsten ikke bære at åbne mit hjerte til savnet af mormor og morfar. -
En replik i The Village lød:
“I’m kind of living the Hollywood Dream. It’s kind of like I’m in that movie La La Land, and I’m Emma Stone trying to get her big break.”
Bortset fra at grammatikken i manus var markant dårligere, fordi instruktøren skrev det i al hast, eller det blev kopieret direkte ind fra min lynhurtige transkribering under prøverne, men nu har jeg rettet det til så det passer til det, Christi rent faktisk sagde. Bortset fra at instruktøren ikke brød sig om en så direkte reference, så “vi” ændrede det tilbage til “a small town girl” fordi han tænkte folk ikke vidste hvem Emma Stone var.
De fleste i min verden ved, hvem Emma Stone er. Ellers er det lige meget. “Emma Stone trying to get her big break”, jeg tror, jeg tænker, de havde forstået det fra kontekst.
Jeg tror jeg virkelig elsker referencer, eller det vil sige det ved jeg, at jeg gør, men jeg tror instruktøren undgik den for at appellere bredere. Måske klogt, måske bare hans smag.
Jeg tror måske jeg vil appellere fucking smalt nu. Dem der forstår, forstår.
Hvad med dem der ikke taler mit sprog så, hvor bliver de af? Dem må jeg jo så sørge for at invitere ind. Og så må jeg snakke med dem om hvad de syntes, lære noget mere, inkludere nye referencer.
Referencerne behøver jo ikke være mine egne.
Referencerne er den elektromagnetiske storm, der omhvirvler os og skaber usynlige mure og sorte huller af kliker og eksklusion, og danner galakser af tilhørsforhold og fællesskab.
Jeg tænker, lige nu – can’t have both.
Det må skiftes lidt, nogen har vidst hvem Emma Stone var siden Easy A udkom engang i 8. Klasse, og andre har aldrig lyttet til Artigeardit, en masse fatter, hvem Faucault er, andre ved næsten hvad sociologi betyder, nogen vil namedroppe cementtyper og andre kender til komikken i at bruge spidskommen frem for gurkemeje, nogen vil vide hvilken celle i Vestre Fængsel der er mindst ulidelig og andre vil være demonstrativt ligeglade med Emma Stone men aldrig holde kæft om Robert DeNiro.
Den her er fandme til jer allesammen, men på skift,
jeg lover jeg vil prøve at samle, på et tidspunkt, samle jer om et eller andet, men måske er det ikke I samme kosmos det kan lade sig gøre,
medmindre, en gigantisk fredagsbar hvis nogen en dag giver mig et venue i en forstad tæt nok på motorveje og togstationer til at nogen fra alle referencernes hjørner vil dukke op,
men ellers må vi vente,
tage dem en ad gangen, først Emma Stone og så
sten- og bronzealderen og så
brunsvir eller farin og
detaljerne i forskellene og alle de memes, der hører med, intet for smalt, jo mindre des bedre, et mikrokosmos til lige netop dig, der læser det her.
-
not really anybody’s fault
an unhinged series of unfortunate events
bad luck, potentially bad planning
i don’t know how it happened because that wasn’t my job
i was just hired for something
and i did that thing
and then another thing
and then another
or the show would have been canceled
because the bosses hadn’t been able to foresee the unforeseen
but the bosses should have been smarter than us
they should have been smarter than me
they should have been around in case the unforeseen became another,
very real,
thing to handle
so the somebody’s who had to handle it
hadn’t become us
they should have been smarter than us
smart enough to play it safe
it’s easy for me to say
but it was hard for me to fix -
still not over
coffee and decaf coffee and hours and hours and hours of writing
small breaks, like managing to step on the stones almost without slipping, reaching the ocean at some point
zoom calls and confusion
pride and prejudice 1995 BBC as a reward
coming up with ideas and changing them and typing them out and changing them again, pressing send at some point
coming home
seeing friends and family like nothing had happened, like the inside of my head was still the same -
Det er så vildt at jeg stadig,
efter alle de her år,
kan glemme hvor meget jeg fucking forguder ordDem, der benyttes til beretninger
Dem, der beskriver omstændigheder
Dem, der tydeliggør følelser
Dem, der kontekstualiserer associationer
Dem, der er mig udlånt fra artigeardits interview
Du ved, når jeg så en dag snakker lidt som ham nede i netto, forstår du hvad jeg mener bror?
Dem, jeg har læst i tove ditlevesens tekster og forsøgt at oversætte
as if i was the other woman,
dem, mine venner pludselig begynder at sige på samme tid
som jeg MÅ kopiere
og dem, mine bedsteforældre troligt benyttede som et anker i en anden tid, fornemt og standhaftigt
dem, der engang var engelske
men som jeg finder mig selv bruge hele tiden
og dem, vi nogle gange finder på, når min emhætling og jeg er alene i lejlighedenalligevel tror jeg, jeg kan blive lykkelig på en natklub i berlin
på electronic Monday uden tekst
og jeg er lykkelig, det er jeg, for det minder mig om new york
og på klubben i new york var jeg lykkelig fordi jeg ku få lov at være hot på fremmed på en ny måde,
men i de 28 foregående år har jeg sunget med på tekster
skrevet dem ned i notesbøger
utrætteligt citeret som råd og som jokes
248 siders ord er dette dokument
og jeg har ikke hylder nok til notesbøgerne
forskellige farver af eufori
eller bare forskellige euforier, måskeer dans og ord og musik
jeg har ikke danset til alphabeat eller shawn mendes siden sidste gang jeg holdt privatfest
jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har holdt en privatfest
det her efterår er i ordenes tegn
jeg MÅ skrive
og jeg må tage mig tid til at dagdrømme
må fortælle min kæreste om den artikel, jeg læste, og ikke tro at det er nok at have den for mig selv,
må lytte til andres refleksioner og implementere fremmed-for-mig-ord til min bank
må høre mere rap
må skrive i hånden for at nyde bogstavrimene mest
må prise mig lykkelig for at jeg kan bruge alle 10 fingre på keyboardet
må hygge mig over at jeg havde glemt at det hedder tastatur
det her efterår bliver ordenes sæson
lad dem lege frit og konsekvensløst,
lad dem parre sig og skilles og mødes på rutsjebanen
under mit opsyn,
med mit selskab og klapsalver
vil ordene få nye venner og blå mærker på knæene
så er der noget at skrive om og evnen til at gøre det -
these lil waves having a completely different structure than the sky, and that i never thought much of texture when i thought of paintings, i wonder about all the other elements i haven’t noticed in art that isn’t live performance
clear surfaces, newly wiped, no visible mess, ready for the day
the beginning of a new routine, something that will grow because it has to, implementing a system for something before it turns chaotic
family being friends
this outfit i didn’t use to think i’d be cool enough to pull off but now seems v chill
acronyms and this actress from bring it on: all or nothing
a stunning light design that made me wish i’d eaten mushrooms
these two lil plants finding each other without dating apps or planned interior design
writing new lyrics
for old songs
to show someone i love them, recording the singing
to slightly weird piano instrumental tracks
so the other ones who also love them understand it better
these 18 lil people checking out my website
what are you up to? are you a future colleague? mom? my friend anna? actually the same person 18 different times just bored or a lil stalky?
hoodie hair upside down
flipping the paper instead of rotating the image
finding out what they use as weight to keep the lil helium balloons from floating away
making something for my mom
this lil warrior
its not that major things aren’t happening at the same time
but as a hurricane of everything is about to burst inside,
(or maybe it already has)
lil things are happening too,
and i still have this apartment,
and we’re allowed to tear down the wall,
and it will take a lot of time to get it done,
but when it’s done it’ll be different, maybe better, or we’ll redo it if it sucks,
and we still haven’t fixed the wire to the lamp, and justin bieber is still singing about peaches, and two days ago i cut nectarines for somebody’s party, a huge celebration of her life, and i’m trying to stay hydrated and somebody gave me a ride home after dark, and these little things are all the same and have nothing to do with the hurricane in my tummy, and they’ll keep happening however my tummy feels, and that
feels nice -
Thursday may 8th
2025
09:07 (am), Shabaz café in Nordhavn
All right.
here we go in English. Here we go – OK go – music videos from a time when youtube was a teenager. I stole a line from bo burnham’s second best song about the internet and I put I in both the script and in the speech I gave in the foyer in front of the preview-audience. “The whole world at your fingertips”. Just like he would’ve wanted me to. This could have been more about the internet; the global village, how could it not? It turned out, in the end, it was humans all along. And of course it was – we are the ones with hearts and longing and tears streaming down our cheeks as we realize we’ll possibly never meet in physical life. I wrote a line about data centers and the 1% of the 1%, but my mr. robot references didn’t make it to the final version and in a week’s time I’ll be happy about his decision. Maybe even tonight.
Tonight is opening night. Do you get that? Do you know what that means? Do you know that I’ll be pressing the panel to unlock the door to the theater in exactly 40 minutes? Do you know that it’s a little crazy to be doing that on opening night – day?
I wouldn’t know it was crazy if someone hadn’t told me. I’ve never been great at listening to my body, but this time around I’ve heard its calls for sleep. Moved into the spare room in my parents’ apartment and gone swimming in the harbour two out of three days. This morning I went here instead. To clear my mind.
I thought, in this performance, there would be more, actual, hyper stimulation. I’ve been talking to two of my people last week, the only people in my life that aren’t colleagues right now and one of them kind of is, about ADHD. I’ve been thinking about notifications and brain pauses, and about the only way to fall asleep for some people is to listen to audiobooks because it makes the brain not think about everything else. I thought the play would be about this, somehow, with notifications and visual claustrophobia, of sound in frequencies to kill your concentration, maybe it is about this but I thought it would be done differently. I didn’t know that the way would be to see the streets of Mumbai and listen to a wise and incredibly kind man talk about a constant state of stress, of people, of over population, wondering where his body might ever feel at rest.I’m realizing I haven’t had time to pre-mourn. I sometimes do that, just to take the edge off the actual goodbye a little bit. Usually a successful strategy, but this time around there has been no, well, time. And after tonight, when they log off vMix it’ll be over. For me. I’ll come back in a few weeks and the week after that, but I’ll have left the village. I’ll have moved out, possibly to the big city, in the search for something new with someone else, and I’ll be longing to go back. At some point in August I’ll be completely mindfucked that I haven’t spoken to Okan in months, and that Christi’s probably still sleeping as I suddenly remember Nnamdi the next time I see someone wearing a red tie. Possibly I’ll pass Mette on the street and we’ll almost cry and it’ll be like we’re family, but we’re not family, we were neighbors and when we open whatsapp and return to the village we’ll be the same. Or I’ll actually make another show with Katrine, next year, and we’ll feel bad that our connection lives on when the others don’t have the same options. Will the village only exist digitally or will we ever change the format? Will our 3D bodies finally hug, and are we gonna pick up Abhay in the airport when he goes to Berlin in December?
Or it could go completely differently. We could speak. We could talk, text. Still be sending memes and send love for each our countries’ struggles, heart their stories of going to demonstrations and cross our fingers that the flooding won’t be too bad this time. That they will get the fires under control and that someone, somehow, will see the light and legally stop the accumulation of wealth. We’ll be each other’s hypemen and hypewomen. And everything in between. We’ll surf the Bosporus river of being kind of connected but also not at all, and hopefully the line I wrote was a lie; “and once I log off, to me, you stop existing”.
Too much? Brutal? Dumb? Simple? I have no idea, but a wise opera singer from Canada/USA/Germany told me that this is it, we’ll have lives everywhere, and we’re going to have to figure out how to make it work.
Maybe this time the audience can help.
All the times I’ve been traveling alone and returning, with no one to confirm stories with, no one to hold me accountable or to remember with, when I’ve only had my diaries and scrapbooks to consult, to stay sane and remember that it wasn’t just a dream, all the times I’ve done this it’s been fine, it’s been ok, absurd but ok. But this time maybe the audience could help?
Is anyone out there? Are you seeing this too? Do you hear Christi as well? Do you see the streets of Lagos and hear the honks from tuktuks in Mumbai? Did you also feel like smelled the romantic cigarette on Okan’s fingers even though he was all the way in Istanbul? Did you listen to Nnamdis line about police brutality too, or were you lost in his charming eyes and beautiful lips?
As the landslides cover the Bollywood Hills, we’ll still be here. Needing to remember that it happened, and just because something happens digitally it doesn’t mean it’s not real. It’s been a beautiful chaos of imaginations and lines that got cut, of cowboy scenes that got cut, of meditations that got cut, of botox that got cut, of cockroaches that got killed and of hearts that were broken and mended and broken again.
Thank you for letting me into the village. I loved living next door. I promise I’ll come visit. -
Crossing the street to walk in the sunny side
Deciding to turn right at the church after all, so; abruptly stopping at the green light waiting for the one on your right to switch
Meanwhile,
a beautiful dude looks up, more vertically than anyone else that day,
and stretched his arms up in front of his face,
almost not catching the fannypack somebody throws out the window
but after all catching it, reciprocating the gift with a thumbs up and a grin like it’s not the first time in a while,
perhaps it’s become a tradition and they’re enjoying it because it’s a very apartment-core thing to be doing on a Sunday in Nørrebro,and as the bagpipe-intro of “run away with me” by carly rae Jepsen blasts kindly through your ears you enter the park on Central Park West and 72nd, and you turn up the music to avoid the singer-songwriter paying endless tributes to john lennon in the Strawberry Field section of that particular entrance, and you’re almost hit by a horse wagon except
now the song is “daydream in blue” by monster and you don’t know whether to associate it the most to “mr. robot” or “severance” so you’re almost hit by a bike and there’s obviously no horse in sight,vi er jo ik I indre by og du har sgu aldrig set hestepolitiet på den her side af søerne
og du tænker på at de aldrig rigtig fandt ud af hvor sjov, du egentlig er, selvom de roste dit engelske til skyerne,
du blev så træt af at høre dig selv sige ”that’s amazing” og ”that’s so, so great”.
Derovre sidder victor lander vist, ham komieren du engang snavede med på nørreport
Ellers er det jesse plymouth fra den scene i Civil War du aldrig glemmer,
Fortsat skuffet over ikke at have set andre ægte kendte end Sarah Jessica Parker og Donald Trump,
Du tænkte at 5 måneder måtte betydet at du rendte ind i Adam Driver mindst én gang, det er jo ik fordi du ikke var i DUBMO hvor han bor eller i midtown Broadway hvor han spillede, men sådan går det jo nok bare når man ikke har råd til en billet og ikke rigtig vidste at det var normalt at hænge ud ved stage dooren
På stefansgade leger børnehaven yggdrasil, og petra og clive render rundt på det væltede fly men solen skinner og ingen vandpytter er at finde på denne fastelavnssøndag,
You can’t believe this is supposed to be the danish version of halloween because there are absolutely zero costumes around, and the only scrappy versions of them are hidden. Underneath layers and layers of jackets, and it’s only children, tiny children,
Where’s the fun in that?? You thought Europeans were supposed to be fun and slightly extravagant, at least in a stylish city like Copenhagen but maybe that’s the point, maybe the city’s too vain to dress up its adults. Not very solidary, you contemplate, as-En fyr I shorts cykler forbi med en guitartaske på ryggen der er så lille at det næsten må være en ukulele og det orker du slet ikke
Mon du kan slippe afsted med ikke at købe en kop kaffe her på det udendørs bord, eller tror hun at de efterladte kopper var dine? En fremmed mand der sandsynligvis er på vej ind for at købe en fadøl (til) stopper simpelthen op og kommenterer mit klimahandling-klistermærke på min laptop med en thumbs up, og sikke dog et cute community af tommelfingre vi har os i dag her i verdens næstbedste by?
Jay-z rapper om tribeca og det var rart for dig at finde ud af at der faktisk ik rigtig er nogen grund til a ttage derhen,
Det var mindre rart for dig at finde ud af at der faktisk ik rigtig var nogen grund til at skrive det her,
Lettere ubehageligt at erkende at din dagbog måske bare er netop det
Og du gider ik læse mere om at være en ung kvinde i københavn så hvorfor skriver du det så,
Tænker du,
Måske hvis du krydrer det med krydsklip til new york kan der findes relevans i glitchene,
Ellers er det bare dobbelt op på metropolitan white life
Og så hårdt har fjerdebølgefeminismen heller ikke brug for din stemme,
Specielt fordi den ikke er udtalt men bare flyder lidt rundt i dit blod og aktiveres når du nægter at træde et skridt til siden i fodgængeroverfeltet når mændene stormer imod dig,
Alicia synger om inspirerende lys og du må indrømme at høje gladsaxes betonboliglys i nattemørket i går fik dig til at tænke på et eller andet du ikke har tænkt på længe i det minuts tid, du kørte forbi, før 4A allerede var bumlet forbi din gamle folkeskole
and you think of a difference,
Suddenly you give a second to the entertain the though of having a past
New york is different to you because this is where your stories were born
These are the corners you turned when in love or looking for a boy to fall in love with,
The bagel store on the corner of 68th and westend avenue is where your father used to bring you on Tuesday nights after ballet practice,
And the golden roof on the midtown building is the mythical place you projected all your fantasies into,
And walking up the circular hallway of the round tower in copenhagen will never do that to you
It can’t give you anything but instant appreciation without lore,
There can be no lore if there’s no past, or at least the lore can never belong to you, and so Copenhagen will always begin right now for you, now is when you’ve begun and you can never alter that timeline, only proportionally can it become a long time since the first time, but the case of the childhood stories are forever lost, the adolescence as well and you gotta get moving, sweet girl, you gotta get moving if here’s wher you wanna experience the rest of your youth, so much in fact that I’d advise you to not really leave, because multiple lives and recurring alienation will take it out of you in ways you couldn’t anticipate because you’ve only heard it from other people’s lore and like I just told you, – -
I used to have photos of my Danish friends glued onto my new york wall
Now I’ve got front pages of new yorker-magazines glued onto my Danish wall in a desperate attempt to not forget
I got the pictures from the disposable camera
They’re dark and grey and blurry
There’s some of josh and colleen
But it’s like dan and caitlyn never existed
I don’t know how to start my scrapbook
I started it but I did it wrong, I should have printed more photos,
I don’t want to immoirtalize them in my scrapbook I wanna keep them alive in my lifeI could just go back
And forget all about the nest I’ve been building
I’ve been saying over and over this week,
“I wanna live small for a while” but it’s a motherfucking lie
I miss the scyscrapersI miss the park
I miss le bain
I miss here arts center
I miss the director, the composer, the stage manager and the performers,
I miss the colleagues
I miss the roommates
I miss the administrator of the house I called home
I miss grays papays
I miss the breakfast rolls and the bagels with lox scallion cheese
I miss my view
I miss the colour of my duvet cover
I miss the sink
I miss the rats and enjoying the fact that I hate them a little less than most of my friends
I miss the memes
I miss the trains
I miss coney island
I miss the locations of mr. robot
I miss the frozen dumplings
I miss having places I wanted to go to
I miss having a list of places I wanted to eat
I miss being on a train and googling a mr. robot shooting location and getting off at the next stop and there it was
I miss essex house
I miss the shuttle to grand central
I miss Ronkonkoma
I miss gates ave
I miss other people’s clothes and i miss DuPoint
I miss bossanova and I miss the M train
I miss st. ann’s
I miss alex
I miss the secret rooftop and the view of Brooklyn bridge
I miss the view of Manhattan bridge
I miss the view of the Manhattan skyline and the stupid statue of liberty
I miss redhook
I miss Hannah who was a visitor like me
I miss knowing where to go
I miss my mountain bike and the memory of how I got it
I miss josh
I miss the tiny plant I bought after 3 days and I hope Claudia and alberte has kept it alive
I miss the stupid elevator
I miss the stupid marble steps
I miss the glorious skylight
I miss the trash bags on the enormous sidewalks
I miss off-off-broadway theaters
I miss discount websites with $12 tickets to LaMaMa
I miss writing everyday
I miss drawing every week
I miss reading on the subway
I miss walking through the meat packing district in the sun
I miss learning about opera
I miss using my text analysis skills
I miss carly and hope to see her again
I miss dan and wish he was here
I hope colleen’s job will continue to be exciting
I hope caitlyn’s well
I hope alex will reply to my text
I hope justin’s ok
I hope the homeless man outside of gray’s papays isn’t too cold
I hope there are trans flags in the windows
I hope sidse’s doing good
I hope kristin’s taking a break
I hope the new resident of my apartment is chill
I hope the sun’s back at the rooftop after a long winter that went by in 3 seconds
It’s almost been 2 months
And I’ve been so busy rebuilding my life in Copenhagen
That I’ve forgotten to nurture the life I left in new york
I’m gonna text josh now
And this will be my life for a while
Bouncing back between missing friends abroad and appreciating friends nearby,
Grieving the loss of endless opportunities while building other, smaller ones
Buying an apartment with my boyfriend,
living out one dream,
Knowing it’ll never be 36West 74th
I wanna live small for a while
but how small is too small and how long is a while