31 okt 18.48
Det er bælgmørkt udenfor,
en af skuespillerne stillede sig op på en stol for at nå uret for at stille uret en time tilbage,
chokket over vintertid er ved at have lagt sig nu,
men jeg er stadig kun ved at forstå at min aften her i stearinlysets skriveskær allerede kan starte klokken kvart i 6.
Jeg famler mindre i mørke nu, end jeg gjorde for et par uger siden.
For 2,5 uger siden vidste jeg ikke, hvor jeg skulle møde op, indtil forestillingslederen svarede på min sms
instruktøren havde ikke set min e-mail fra om torsdagen
mandag morgen mødte jeg altså op og mødte forestillingslederen og instruktøren,
ingen af dem har jeg krammet endnu,
men i dag spurgte forestillingslederen mig om jeg skulle være fuld i weekenden
et par minutter tidligere så instruktøren mig i øjnene og sagde tak for denne uge,
en times tid tidligere grinede vi alle af den allerførste rigtige fejl, jeg har lavet under prøverne, og alle forsikrede mig om at deres latterudbrud bare var for sjov,
et par timer tidligere ønskede jeg en af skuespillerne tillykke med fødselsdagen i morgen,
tidligere havde en anden skuespiller nævnt at de booker et bord på tirsdag eller fredag og alle er meget velkomne,
Jeg ved godt, jeg også er velkommen
men jeg famler mig vej socialt
fagligt er jeg ved at være der.
Jeg er ved at fatte at når instruktøren siger, jeg skal være videoregistreringsqueen, så er det muligvis det eneste, jeg skal være queen over,
så jeg er videoregistreringsqueen og så lidt ekstra når jeg kan finde noget andet at hjælpe med,
jeg tør godt gå ned til den ikoniske skuespillerinde på 74 og fortælle hende, hvornår hun skal rulle det lange brudeslør op, og til hvilken side, hun skal lægge det fra sig
jeg tør godt være stille i selskab med lyddesigneren, der fortsat er imponeret over at jeg kan afvikle i Qlab
jeg tør godt sende instruktøren et moodboard, jeg har lavet uopfordret med risiko for at hun synes det er spurgt,
jeg er ved at blive en person, instruktøren regner med kan finde ud af mange forskellige ting
jeg er ved at blive en person, instruktøren fejrer en fantastisk slutning med
jeg er ved at opbygge en form for pingpong med signaløren, en person hvis
job, jeg aldrig havde hørt om og som kun eksisterer på det kongelige teater åbenbart,
jeg er ved at blive en go-to person for skuespillerne, når de ikke ved, om deres exit er i konge- eller damesiden, eller de har glemt på hvilken publikumsrække, de skal gemme sig i i scene 9
jeg ved hvor jeg skal skaffe en karaffel med danskvand til instruktøren
og jeg ved, det er komælk, der skal i hendes cortado,
jeg ved, at dramaturgen læser med i de prøvenotater, jeg sætter ham cc’et på efter hver arbejdsdag,
jeg har lært, hvad kabuki betyder og kommer til at hviske det til min sidemakker hver gang et scenetæppe falder ensartet ned i en emil rostrup-forestilling
jeg har lært, hvad en signalør er
jeg har lært, at en kongelig-teater-instruktørassistent er en blanding af en sufflør, en forestillingsleder og en fix+foxy-instruktørassistent
jeg har lært at holde min kæft og lade være med at cue når en skuespiller leder efter en replik, fordi der er en sufflør, som har finpudset sin teknik i tyve år
jeg har lært at det er godt at jeg nogle gange bare afspiller lyd, selvom instruktøren ikke har bedt mig om det
det vidste jeg godt i forvejen
jeg har lært at jeg kommer til at afspejle mit eget parforhold i de fiktive karakterer på scenens, og jeg har ikke endnu lært hvordan jeg lige dealer med det,
jeg har lært hvordan referencer til film, podcasts, bøger og tv-serier er en gigantisk og uundværlig ressource i et prøveforløb hvor man arbejder med karakaterer, der rent faktisk har en psyke og en dramaturgisk bue, og jeg har fortsat gigantisk optur over at den del af min personlighed pludselig bliver set som selvfølgeligt værdifuldt og ikke bare popkulturs-smart,
jeg har lært at lægge mærke til detaljerne i bøjede og strakte knæ,
jeg har lært, hvordan det er en god idé at skabe et meget konkret samtalerum for forskellige typer af kys når man har en intimscene, der skal koordineres
jeg har lært, at man kan skrue op for mængden af mælk i kaffeautomaten på 3. sal, men kun når man skal have chokomilk, ikke når man skal have cappuchino,
jeg har lært den letteste vej til Store Prøvesal
jeg er stadig ved at finde ud af, hvordan jeg kan eksistere i min private personlighed samtidig med min faglige
her, i et arbejdsrum hvor de andre kender hinanden og hvor jeg ingen autoritet har til at starte en samtale eller til at komme med inputs i de andres fordi måske starter prøven om lidt og for alt i verden vil jeg ikke være uprofessionel,
jeg er i tvivl om grænsen mellem privat og professionel,
her, i et arbejdsrum hvor nogen er meget private og andre ikke er det, og de fleste skal til julefrokost d. 12. december men der er min praktik jo ophørt så jeg ved ikke, om jeg er inviteret
her, i et arbejdsrum hvor ingen ved hvor sjov jeg egentlig er,
her, i et arbejdsrum hvor jeg er ny
her, i et arbejdsrum hvor jeg føler jeg assisterer en 5 år ældre udgave af mig selv,
som jeg ser op til
som jeg er intimideret af
som jeg vil være venner med
som jeg griner meget højt med, når en af skuespillerne er usandsynligt sjov for fjerde gang den scene
som er langt dygtigere end jeg er
som også har slået op med sin mentor
som er langt mere magtfuld, end jeg er
som kalder mig for ”en knag” og får mig til at smile og tænke at fremtiden er umulig at spå om
