alt kan minde mig om dem, altid

lyt

Her til aften cyklede jeg fra stationen i Roskilde ud på de små veje ved det gamle psykiatriske hospital. Jeg havde fået en billig billet til forpremieren på en danseforestilling, fordi jeg kender producenten. På et tidspunkt kunne jeg skimte Roskilde fjord bag træerne foran mig, og tænkte igen over, at jeg aldrig nogensinde har set Roskilde fjord. Da forestillingen sluttede forstod jeg ikke, at den allerede var forbi, men det var måske fordi jeg var i chok over den sang, der afrundede danseperformancen. Det var La Nuit, fra filmen Les Choriste, som jeg aldrig har oplevet at nogen kendte, udover min søster og jeg. For nu er vores bedsteforældre døde, og faktisk har jeg kun hende at dele mindet med, om at tage i biografen i Værløse uden at vide hvilken film, vi skulle se, og blive lidt lang i betrækket da den begynder og er på fransk og foregår på en kostskole i gamle dage, og slutscenen når de kaster kærlige papirsfly udover korlæreren, der alligevel blev fyret i sidste ende for at være for progressiv, og hvordan jeg blev så rørt. Måske græd og græd jeg? Det husker jeg ikke. Jeg føler, jeg gik ved siden af manden, der ser op af kostskolens mure, op til vinduerne hvor eleverne sender dem afsted til ham som en tak og en afsked.
Jeg plaprede til både producent, scenograf og hende hvis navn jeg stadig ikke kan huske, men som aede min kind da jeg fortalte om at genkende sangen. Så cyklede jeg af de samme øde veje, dem som ambulancer og bekymrede familiemedlemmer må have kørt på, i gamle dage da det var et sindssygehospital, og jeg kiggede op på månen der stadig var mørkegul selvom blodmånen er flere dage siden, og lyttede til soundtracket og genkendte de franske ord jeg aldrig har vidst hvad betyder, og som er lige meget, og huskede at jeg hørte dem i en natbus, en nat-shuttle, da Freja og jeg kørte fra Sapa til Vientiane, fra Nordvietnam ned igennem Laos, og mørket var overalt indtil det lettede og de grønne rismarker var blevet til rød og fugtig jord. Gad vide om Freja husker det.
Gad vide om Luna tænker på Les Choristes, jeg vil spørge hende i morgen til fødselsdagen, men jeg er bange for at græde, for jeg har grædt meget denne uge og kan næsten ikke bære at åbne mit hjerte til savnet af mormor og morfar.