En replik i The Village lød:
“I’m kind of living the Hollywood Dream. It’s kind of like I’m in that movie La La Land, and I’m Emma Stone trying to get her big break.”
Bortset fra at grammatikken i manus var markant dårligere, fordi instruktøren skrev det i al hast, eller det blev kopieret direkte ind fra min lynhurtige transkribering under prøverne, men nu har jeg rettet det til så det passer til det, Christi rent faktisk sagde. Bortset fra at instruktøren ikke brød sig om en så direkte reference, så “vi” ændrede det tilbage til “a small town girl” fordi han tænkte folk ikke vidste hvem Emma Stone var.
De fleste i min verden ved, hvem Emma Stone er. Ellers er det lige meget. “Emma Stone trying to get her big break”, jeg tror, jeg tænker, de havde forstået det fra kontekst.
Jeg tror jeg virkelig elsker referencer, eller det vil sige det ved jeg, at jeg gør, men jeg tror instruktøren undgik den for at appellere bredere. Måske klogt, måske bare hans smag.
Jeg tror måske jeg vil appellere fucking smalt nu. Dem der forstår, forstår.
Hvad med dem der ikke taler mit sprog så, hvor bliver de af? Dem må jeg jo så sørge for at invitere ind. Og så må jeg snakke med dem om hvad de syntes, lære noget mere, inkludere nye referencer.
Referencerne behøver jo ikke være mine egne.
Referencerne er den elektromagnetiske storm, der omhvirvler os og skaber usynlige mure og sorte huller af kliker og eksklusion, og danner galakser af tilhørsforhold og fællesskab.
Jeg tænker, lige nu – can’t have both.
Det må skiftes lidt, nogen har vidst hvem Emma Stone var siden Easy A udkom engang i 8. Klasse, og andre har aldrig lyttet til Artigeardit, en masse fatter, hvem Faucault er, andre ved næsten hvad sociologi betyder, nogen vil namedroppe cementtyper og andre kender til komikken i at bruge spidskommen frem for gurkemeje, nogen vil vide hvilken celle i Vestre Fængsel der er mindst ulidelig og andre vil være demonstrativt ligeglade med Emma Stone men aldrig holde kæft om Robert DeNiro.
Den her er fandme til jer allesammen, men på skift,
jeg lover jeg vil prøve at samle, på et tidspunkt, samle jer om et eller andet, men måske er det ikke I samme kosmos det kan lade sig gøre,
medmindre, en gigantisk fredagsbar hvis nogen en dag giver mig et venue i en forstad tæt nok på motorveje og togstationer til at nogen fra alle referencernes hjørner vil dukke op,
men ellers må vi vente,
tage dem en ad gangen, først Emma Stone og så
sten- og bronzealderen og så
brunsvir eller farin og
detaljerne i forskellene og alle de memes, der hører med, intet for smalt, jo mindre des bedre, et mikrokosmos til lige netop dig, der læser det her.
Leave a comment