jeg så
et afsnit af ”i love LA” hvor hovedpersonens kæreste er forurettet over at hovedpersonens chef ”live to work” hvorimod de to jo ”work to live”, sagde han forurettet, og hovedpersonen blev lidt tavs-
tog på bar med min kæreste og græd et par tårer ud af venstre øje, hovedet opfyldt af dommedagsforudsigesler og en verbal insisteren på at han vil være 100% fri i sin tid og jeg måske vil være 80% fri i min tid og hvad betyder det for vores arbejdsliv og kæresteliv, en katastrofe føltes det som om,
jeg så
kristoffer og ari spille scenen med charlotte og pierrot for halvandenmåned siden, i skuespilhuset under prøverne, og ari spillede klistret og opsøgende og halvt voldelig, han stormede frem mod kristoffer på scenen et par meter fra mig med replikken ”nej, for når man har nogen kær, så viser man det med sine GERNINGER”-
og jeg græd en anelse i brusebadet over at min kæreste stadig efterlod snusposer på vores kære lille sofabord,
jeg så
det afsnit gilmore girls hvor luke og lorelai går fra hinanden første gang,
men fordi min kæreste havde set det natten før,
havde han en allerede færdigdannet mening da han genså det med mig i vores stribede sofa, og da han erklærede sig enig i luke om at lorelai skulle have givet ham plads, da han bad om det, begyndte jeg at snakke om hvordan jeg var af den holdning at jeg personligt ikke ville give ham plads, hvis det var os, og min kæreste afbrød os…-
”kan vi ikke bare se et afsnit uden at det skal handle om os to?” sagde han
jeg klappede i som en østers og græd en smule i stedet,
”men det er jo det, der er kunst”,
sagde jeg uforstående, og det var han enig i,
”det er det, kunst ER”,
var vi rørende enige om,
”jeg er kunstner”,
tilføjede jeg,
og begyndte langsomt, hakket som et træt tandhjul, at forstå at bare fordi man læser sig selv ind i al kunst, al fiktion, al musik, alle historier man møder, bare fordi man kan det, behøver han ikke at have lyst til det,
vi behøver ikke gøre det,
vi kan bare se gilmore girls uden at diskutere vores eget parforhold,
men hvad gør jeg når
en trækrone taler til mig som min mormor, når
to nisser på min køkkendisk kigger på hinanden som mig og min gamle roomie kigger på hinanden når vi endelig mødes ude i byen, når
kastanjedyret hænger alene i den hvide sytråd som en fin og selvstændig sol med tændstikker som solstråler, langsomt drejende i min lille stue med skråvæg,
hvordan kan jeg så lade være med det,
hvorfor
skulle jeg undgå det,
hvorfor skulle jeg flygte fra et tilhørsforhold når alt, jeg lever for,
er at høre sammen
Leave a comment