31 okt 18.48
Det er bælgmørkt udenfor,
en af skuespillerne stillede sig op på en stol for at nå uret for at stille uret en time tilbage,
chokket over vintertid er ved at have lagt sig nu,
men jeg er stadig kun ved at forstå at min aften her i stearinlysets skriveskær allerede kan starte klokken kvart i 6.
Jeg famler mindre i mørke nu, end jeg gjorde for et par uger siden.
For 2,5 uger siden vidste jeg ikke, hvor jeg skulle møde op, indtil forestillingslederen svarede på min sms
instruktøren havde ikke set min e-mail fra om torsdagen
mandag morgen mødte jeg altså op og mødte forestillingslederen og instruktøren,
ingen af dem har jeg krammet endnu,
men i dag spurgte forestillingslederen mig om jeg skulle være fuld i weekenden
et par minutter tidligere så instruktøren mig i øjnene og sagde tak for denne uge,
en times tid tidligere grinede vi alle af den allerførste rigtige fejl, jeg har lavet under prøverne, og alle forsikrede mig om at deres latterudbrud bare var for sjov,
et par timer tidligere ønskede jeg en af skuespillerne tillykke med fødselsdagen i morgen,
tidligere havde en anden skuespiller nævnt at de booker et bord på tirsdag eller fredag og alle er meget velkomne,
Jeg ved godt, jeg også er velkommen
men jeg famler mig vej socialt
fagligt er jeg ved at være der.
Jeg er ved at fatte at når instruktøren siger, jeg skal være videoregistreringsqueen, så er det muligvis det eneste, jeg skal være queen over,
så jeg er videoregistreringsqueen og så lidt ekstra når jeg kan finde noget andet at hjælpe med,
jeg tør godt gå ned til den ikoniske skuespillerinde på 74 og fortælle hende, hvornår hun skal rulle det lange brudeslør op, og til hvilken side, hun skal lægge det fra sig
jeg tør godt være stille i selskab med lyddesigneren, der fortsat er imponeret over at jeg kan afvikle i Qlab
jeg tør godt sende instruktøren et moodboard, jeg har lavet uopfordret med risiko for at hun synes det er spurgt,
jeg er ved at blive en person, instruktøren regner med kan finde ud af mange forskellige ting
jeg er ved at blive en person, instruktøren fejrer en fantastisk slutning med
jeg er ved at opbygge en form for pingpong med signaløren, en person hvis
job, jeg aldrig havde hørt om og som kun eksisterer på det kongelige teater åbenbart,
jeg er ved at blive en go-to person for skuespillerne, når de ikke ved, om deres exit er i konge- eller damesiden, eller de har glemt på hvilken publikumsrække, de skal gemme sig i i scene 9
jeg ved hvor jeg skal skaffe en karaffel med danskvand til instruktøren
og jeg ved, det er komælk, der skal i hendes cortado,
jeg ved, at dramaturgen læser med i de prøvenotater, jeg sætter ham cc’et på efter hver arbejdsdag,
jeg har lært, hvad kabuki betyder og kommer til at hviske det til min sidemakker hver gang et scenetæppe falder ensartet ned i en emil rostrup-forestilling
jeg har lært, hvad en signalør er
jeg har lært, at en kongelig-teater-instruktørassistent er en blanding af en sufflør, en forestillingsleder og en fix+foxy-instruktørassistent
jeg har lært at holde min kæft og lade være med at cue når en skuespiller leder efter en replik, fordi der er en sufflør, som har finpudset sin teknik i tyve år
jeg har lært at det er godt at jeg nogle gange bare afspiller lyd, selvom instruktøren ikke har bedt mig om det
det vidste jeg godt i forvejen
jeg har lært at jeg kommer til at afspejle mit eget parforhold i de fiktive karakterer på scenens, og jeg har ikke endnu lært hvordan jeg lige dealer med det,
jeg har lært hvordan referencer til film, podcasts, bøger og tv-serier er en gigantisk og uundværlig ressource i et prøveforløb hvor man arbejder med karakaterer, der rent faktisk har en psyke og en dramaturgisk bue, og jeg har fortsat gigantisk optur over at den del af min personlighed pludselig bliver set som selvfølgeligt værdifuldt og ikke bare popkulturs-smart,
jeg har lært at lægge mærke til detaljerne i bøjede og strakte knæ,
jeg har lært, hvordan det er en god idé at skabe et meget konkret samtalerum for forskellige typer af kys når man har en intimscene, der skal koordineres
jeg har lært, at man kan skrue op for mængden af mælk i kaffeautomaten på 3. sal, men kun når man skal have chokomilk, ikke når man skal have cappuchino,
jeg har lært den letteste vej til Store Prøvesal
jeg er stadig ved at finde ud af, hvordan jeg kan eksistere i min private personlighed samtidig med min faglige
her, i et arbejdsrum hvor de andre kender hinanden og hvor jeg ingen autoritet har til at starte en samtale eller til at komme med inputs i de andres fordi måske starter prøven om lidt og for alt i verden vil jeg ikke være uprofessionel,
jeg er i tvivl om grænsen mellem privat og professionel,
her, i et arbejdsrum hvor nogen er meget private og andre ikke er det, og de fleste skal til julefrokost d. 12. december men der er min praktik jo ophørt så jeg ved ikke, om jeg er inviteret
her, i et arbejdsrum hvor ingen ved hvor sjov jeg egentlig er,
her, i et arbejdsrum hvor jeg er ny
her, i et arbejdsrum hvor jeg føler jeg assisterer en 5 år ældre udgave af mig selv,
som jeg ser op til
som jeg er intimideret af
som jeg vil være venner med
som jeg griner meget højt med, når en af skuespillerne er usandsynligt sjov for fjerde gang den scene
som er langt dygtigere end jeg er
som også har slået op med sin mentor
som er langt mere magtfuld, end jeg er
som kalder mig for ”en knag” og får mig til at smile og tænke at fremtiden er umulig at spå om
Category: Personal updates
-
-
Her til aften cyklede jeg fra stationen i Roskilde ud på de små veje ved det gamle psykiatriske hospital. Jeg havde fået en billig billet til forpremieren på en danseforestilling, fordi jeg kender producenten. På et tidspunkt kunne jeg skimte Roskilde fjord bag træerne foran mig, og tænkte igen over, at jeg aldrig nogensinde har set Roskilde fjord. Da forestillingen sluttede forstod jeg ikke, at den allerede var forbi, men det var måske fordi jeg var i chok over den sang, der afrundede danseperformancen. Det var La Nuit, fra filmen Les Choriste, som jeg aldrig har oplevet at nogen kendte, udover min søster og jeg. For nu er vores bedsteforældre døde, og faktisk har jeg kun hende at dele mindet med, om at tage i biografen i Værløse uden at vide hvilken film, vi skulle se, og blive lidt lang i betrækket da den begynder og er på fransk og foregår på en kostskole i gamle dage, og slutscenen når de kaster kærlige papirsfly udover korlæreren, der alligevel blev fyret i sidste ende for at være for progressiv, og hvordan jeg blev så rørt. Måske græd og græd jeg? Det husker jeg ikke. Jeg føler, jeg gik ved siden af manden, der ser op af kostskolens mure, op til vinduerne hvor eleverne sender dem afsted til ham som en tak og en afsked.
Jeg plaprede til både producent, scenograf og hende hvis navn jeg stadig ikke kan huske, men som aede min kind da jeg fortalte om at genkende sangen. Så cyklede jeg af de samme øde veje, dem som ambulancer og bekymrede familiemedlemmer må have kørt på, i gamle dage da det var et sindssygehospital, og jeg kiggede op på månen der stadig var mørkegul selvom blodmånen er flere dage siden, og lyttede til soundtracket og genkendte de franske ord jeg aldrig har vidst hvad betyder, og som er lige meget, og huskede at jeg hørte dem i en natbus, en nat-shuttle, da Freja og jeg kørte fra Sapa til Vientiane, fra Nordvietnam ned igennem Laos, og mørket var overalt indtil det lettede og de grønne rismarker var blevet til rød og fugtig jord. Gad vide om Freja husker det.
Gad vide om Luna tænker på Les Choristes, jeg vil spørge hende i morgen til fødselsdagen, men jeg er bange for at græde, for jeg har grædt meget denne uge og kan næsten ikke bære at åbne mit hjerte til savnet af mormor og morfar. -
En replik i The Village lød:
“I’m kind of living the Hollywood Dream. It’s kind of like I’m in that movie La La Land, and I’m Emma Stone trying to get her big break.”
Bortset fra at grammatikken i manus var markant dårligere, fordi instruktøren skrev det i al hast, eller det blev kopieret direkte ind fra min lynhurtige transkribering under prøverne, men nu har jeg rettet det til så det passer til det, Christi rent faktisk sagde. Bortset fra at instruktøren ikke brød sig om en så direkte reference, så “vi” ændrede det tilbage til “a small town girl” fordi han tænkte folk ikke vidste hvem Emma Stone var.
De fleste i min verden ved, hvem Emma Stone er. Ellers er det lige meget. “Emma Stone trying to get her big break”, jeg tror, jeg tænker, de havde forstået det fra kontekst.
Jeg tror jeg virkelig elsker referencer, eller det vil sige det ved jeg, at jeg gør, men jeg tror instruktøren undgik den for at appellere bredere. Måske klogt, måske bare hans smag.
Jeg tror måske jeg vil appellere fucking smalt nu. Dem der forstår, forstår.
Hvad med dem der ikke taler mit sprog så, hvor bliver de af? Dem må jeg jo så sørge for at invitere ind. Og så må jeg snakke med dem om hvad de syntes, lære noget mere, inkludere nye referencer.
Referencerne behøver jo ikke være mine egne.
Referencerne er den elektromagnetiske storm, der omhvirvler os og skaber usynlige mure og sorte huller af kliker og eksklusion, og danner galakser af tilhørsforhold og fællesskab.
Jeg tænker, lige nu – can’t have both.
Det må skiftes lidt, nogen har vidst hvem Emma Stone var siden Easy A udkom engang i 8. Klasse, og andre har aldrig lyttet til Artigeardit, en masse fatter, hvem Faucault er, andre ved næsten hvad sociologi betyder, nogen vil namedroppe cementtyper og andre kender til komikken i at bruge spidskommen frem for gurkemeje, nogen vil vide hvilken celle i Vestre Fængsel der er mindst ulidelig og andre vil være demonstrativt ligeglade med Emma Stone men aldrig holde kæft om Robert DeNiro.
Den her er fandme til jer allesammen, men på skift,
jeg lover jeg vil prøve at samle, på et tidspunkt, samle jer om et eller andet, men måske er det ikke I samme kosmos det kan lade sig gøre,
medmindre, en gigantisk fredagsbar hvis nogen en dag giver mig et venue i en forstad tæt nok på motorveje og togstationer til at nogen fra alle referencernes hjørner vil dukke op,
men ellers må vi vente,
tage dem en ad gangen, først Emma Stone og så
sten- og bronzealderen og så
brunsvir eller farin og
detaljerne i forskellene og alle de memes, der hører med, intet for smalt, jo mindre des bedre, et mikrokosmos til lige netop dig, der læser det her.
-
not really anybody’s fault
an unhinged series of unfortunate events
bad luck, potentially bad planning
i don’t know how it happened because that wasn’t my job
i was just hired for something
and i did that thing
and then another thing
and then another
or the show would have been canceled
because the bosses hadn’t been able to foresee the unforeseen
but the bosses should have been smarter than us
they should have been smarter than me
they should have been around in case the unforeseen became another,
very real,
thing to handle
so the somebody’s who had to handle it
hadn’t become us
they should have been smarter than us
smart enough to play it safe
it’s easy for me to say
but it was hard for me to fix -
still not over
coffee and decaf coffee and hours and hours and hours of writing
small breaks, like managing to step on the stones almost without slipping, reaching the ocean at some point
zoom calls and confusion
pride and prejudice 1995 BBC as a reward
coming up with ideas and changing them and typing them out and changing them again, pressing send at some point
coming home
seeing friends and family like nothing had happened, like the inside of my head was still the same -
jonathan gelfond from “social studies” / Katrine in a perfect office
fun admin
social studies-documentary and notes and lunch / quote from animal farm / animal farm
a normal troll
in between: various notes from various projects or ideas
-
Det er så vildt at jeg stadig,
efter alle de her år,
kan glemme hvor meget jeg fucking forguder ordDem, der benyttes til beretninger
Dem, der beskriver omstændigheder
Dem, der tydeliggør følelser
Dem, der kontekstualiserer associationer
Dem, der er mig udlånt fra artigeardits interview
Du ved, når jeg så en dag snakker lidt som ham nede i netto, forstår du hvad jeg mener bror?
Dem, jeg har læst i tove ditlevesens tekster og forsøgt at oversætte
as if i was the other woman,
dem, mine venner pludselig begynder at sige på samme tid
som jeg MÅ kopiere
og dem, mine bedsteforældre troligt benyttede som et anker i en anden tid, fornemt og standhaftigt
dem, der engang var engelske
men som jeg finder mig selv bruge hele tiden
og dem, vi nogle gange finder på, når min emhætling og jeg er alene i lejlighedenalligevel tror jeg, jeg kan blive lykkelig på en natklub i berlin
på electronic Monday uden tekst
og jeg er lykkelig, det er jeg, for det minder mig om new york
og på klubben i new york var jeg lykkelig fordi jeg ku få lov at være hot på fremmed på en ny måde,
men i de 28 foregående år har jeg sunget med på tekster
skrevet dem ned i notesbøger
utrætteligt citeret som råd og som jokes
248 siders ord er dette dokument
og jeg har ikke hylder nok til notesbøgerne
forskellige farver af eufori
eller bare forskellige euforier, måskeer dans og ord og musik
jeg har ikke danset til alphabeat eller shawn mendes siden sidste gang jeg holdt privatfest
jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har holdt en privatfest
det her efterår er i ordenes tegn
jeg MÅ skrive
og jeg må tage mig tid til at dagdrømme
må fortælle min kæreste om den artikel, jeg læste, og ikke tro at det er nok at have den for mig selv,
må lytte til andres refleksioner og implementere fremmed-for-mig-ord til min bank
må høre mere rap
må skrive i hånden for at nyde bogstavrimene mest
må prise mig lykkelig for at jeg kan bruge alle 10 fingre på keyboardet
må hygge mig over at jeg havde glemt at det hedder tastatur
det her efterår bliver ordenes sæson
lad dem lege frit og konsekvensløst,
lad dem parre sig og skilles og mødes på rutsjebanen
under mit opsyn,
med mit selskab og klapsalver
vil ordene få nye venner og blå mærker på knæene
så er der noget at skrive om og evnen til at gøre det -
these lil waves having a completely different structure than the sky, and that i never thought much of texture when i thought of paintings, i wonder about all the other elements i haven’t noticed in art that isn’t live performance
clear surfaces, newly wiped, no visible mess, ready for the day
the beginning of a new routine, something that will grow because it has to, implementing a system for something before it turns chaotic
family being friends
this outfit i didn’t use to think i’d be cool enough to pull off but now seems v chill
acronyms and this actress from bring it on: all or nothing
a stunning light design that made me wish i’d eaten mushrooms
these two lil plants finding each other without dating apps or planned interior design
writing new lyrics
for old songs
to show someone i love them, recording the singing
to slightly weird piano instrumental tracks
so the other ones who also love them understand it better
these 18 lil people checking out my website
what are you up to? are you a future colleague? mom? my friend anna? actually the same person 18 different times just bored or a lil stalky?
hoodie hair upside down
flipping the paper instead of rotating the image
finding out what they use as weight to keep the lil helium balloons from floating away
making something for my mom
this lil warrior
its not that major things aren’t happening at the same time
but as a hurricane of everything is about to burst inside,
(or maybe it already has)
lil things are happening too,
and i still have this apartment,
and we’re allowed to tear down the wall,
and it will take a lot of time to get it done,
but when it’s done it’ll be different, maybe better, or we’ll redo it if it sucks,
and we still haven’t fixed the wire to the lamp, and justin bieber is still singing about peaches, and two days ago i cut nectarines for somebody’s party, a huge celebration of her life, and i’m trying to stay hydrated and somebody gave me a ride home after dark, and these little things are all the same and have nothing to do with the hurricane in my tummy, and they’ll keep happening however my tummy feels, and that
feels nice -
En sød skilsmisse siger jeg, når folk spørger hvordan jeg har det,
Vi vil bare forskellige ting, mig og min elskede arbejdsplads,
så jeg skal en anden vej,fandt jeg ud af, her nu, og nu er deadlinen om 10 dage ikke længere usynlig men rædselsfuldt tæt på og lysende af hjertebørn jeg vil føde,
Og jeg har
Skrevet til rikke hun havde ikke tid men kaldte mig en force of nature, ringet til marianne hun tog den ikke, skrevet til marianne hun svarede at ja måske men hun kan ikke hjælpe mere end at sende mig til noget der hedder borgen og så måske et gæstespil hvis jeg selv kan finde et venue, ringede til borgen de svarede og jeg uddybede på mail, skrevet til kube de svarede, om fredagen ringede borgen tilbage og de kan ik stille lokaler til rådighed for de har ikke officielt overtaget bygningen af kommunen, kube ringede tilbage og vil gerne hjælpe og slå meget af prisen men da jeg ringede tilbage til marianne vidste hun ikke hvem jeg var men så sagde jeg hvem jeg var og skrev til hende hvad kube havde sagt, og så svarede hun i email at jeg da hellere skulle være hos hende, ”hvis du alligevel rykker ind i en kulturinstitution kan du ligeså godt være hos os – billigere” det var min drøm hele tiden, bortset fra da min drøm var rikke, men det er alligevel meget bedre hos marianne for hos rikke kan man aldrig fjerne en publikumsopbygning, og der var en misforståelse åbenbart men måske kan alting lykkes, i mellemtiden havde jeg skrevet til veronica helt modigt uden et hold eller noget, hun ringede tilbage og hun ville gerne, og ringede til cille, som vi havde snakket om vil hun gerne, og alex vil jo gerne for han er min one and only best supporter og video maker og har pæne øjne, og jeg skrev til emma og jeg måtte ringe og hun sagde ”alt for dig” og jeg ringede og hun vil gerne, og jeg ringede til daniel og han ville fandme også gerne, og marianne sendte mig priser og det så godt ud, og jeg skrev nej tak til kube med helt dårlig samvittighed, ringede til svante og han ville gerne, skrev til marianne og så skrev jeg til tue om han kunne hjælpe mig med en samarbejdsaftale om at jeg må låne deres udstyr og lokale til møder når det er ledigt, og marianne sendte interessetilkendegivelsen, jeg blev rædselsslagen for fjerde gang det døgn fordi det jo ikke er en magma-produktion som hun skrev i dokumentet men i eget navn og bliver det mon et problem? Nej det var det godt nok ikke det var det hurtigste nye dokument jeg nogensinde har fået tilsendt, rettet til eget navn nu, kube har ikke svaret det gør de nok aldrig, og annette svarede at jeg godt måtte sende hende budgettet så hun ku se på det, og min far ringede tilbage og gav mig feedback på budgettet, og emma videresendte den redigeringsvenlige word-fil med projektbeskrivelsen til aron og i mellemtiden sendte mathilde mig kånstkollektivets gamle ansøgning og budget så mens jeg lavede ændringer i mit eget sendte emma mig arons noter og så lavede jeg endnu flere smukke ændringer, og så svarede både katrine og jovana på min story om hjælp til budget og de havde modsatrettede råd så jeg valgte det ene af dem, annette svarede ikke men runes voicenote var usandsynligt konkret og alt blev implementeret i budgettet og så sad alex ved siden af mig da vi blev enige om at mit layout faktisk var godt nok uden hans specielle programmer, og han rettede en kreditering jeg havde fucket up og jeg rettede ting på hans cv han havde fucket op og så sendte jeg den afsted i går nat og ku ik sove, adrenalin, vi så anden sæson af the rehearsal som carol fortalte mig var på hbo, og i morges lå jeg i sengen med min telefon og så gik jeg i gang med en liste af ting jeg måske havde skrevet forkert, er det overhovedet projektstøtteudvalget der vurderer netop den her ansøgning, i en bemærkning i budgettet har jeg skrevet projektstøtteudvalget, okay ja det er projektstøtteudvalget, og jeg havde jo glemt at rette den der kreditering, så jeg ændrede krediteringen i word dokumentet så jeg ku lave en ny pdfside og indsætte i den store pdf og så uploadede jeg den nye pdf til min hjemmeside uden at publicere den og så kopierede jeg linket til den nye pdf og satte ind i en anden pdf så henvisningen er rigtig og så læste jeg vejledningen igen for at dobbelttjekke om jeg ku redigere og ikke miste det indsendte, ja de læser altid den senest indsendte så selv hvis den digitale portal er helt fucked fordi deadline er om tre timer så mister jeg ikke det hele, de får det jeg sendte i går, hvilket var derfor jeg sendte den i går vel vidende at jeg ville tjekke igennem i dag, så jeg trykkede på redigér og så redigerede jeg og uploadede filerne igen og så trykkede jeg send og nu har jeg to kvitteringer, den hedder ”gammel kvittering” og ”ny kvittering” i den mappe jeg lavede i mappen i drev og den nye hedder ”vedhæftede filer” og jeg slettede alt andet fra downloads mappen håber jeg, og jeg sendte den nye kvittering til svante og jeg tænker på om jeg skal gå direkte i gang med at kontakte nordeafonden, OK-fonden og Trygfonden eller om jeg lige skal give mig selv et par dage, tænker jeg
skal give mig
selv et
par
dage
måske svømme
tatovere alle deres navne
det er så sygt at være solo selvproducerende men fuldstændig afhængig af at gøre alt sammen med andre,
og vi er ikke engang gået i gang med det kunstneriske endnu
jeg lever for en team effort
og de er ikke engang på mit hold, dem der svarede på stories, dem der sendte et budget, hvordan kan vi snakke om spidse albuer når det er så tydeligt at vi skal hjælpe hinanden, kom og bo på min hems og spørg mig om hvad forskellen på et gæstespil og en co-produktion er, næste år anbefaler jeg dig at indsætte et citat i en tekstboks i selve ansøgningen, ikke som bilag, og så køber du mere mælk i netto mens jeg tørrer mine chokoladefingre af i et gammelt stykke køkkenrulle på spisebordet, vores kontor, der hvor alting starter sammen, parallelt
